Sådan laver du den smukkeste julepynt med ting fra efterårshaven

Køber du normalt adventskrans og juledekorationer i dyre domme hos blomsterbutikkerne? Gå i stedet en tur i haven og find unik julepynt til ingen penge - se hvordan her. 

Undskyld. Vi ved godt, at det slet, slet ikke er jul endnu. Men du skal lige have et tip, som ikke kan vente til december. For i din egen have kan du i disse dage finde en masse naturlig pynt, der ikke bare er smuk, men som også kan spare dig hundredvis af kroner.

Og så kan det sætte gang i hele familiens kreativitet i de kommende måneder!

Et skjult skatkammer

I efterårets regn og rusk ser de afblomstrede krukker og halvtriste bede måske ikke umiddelbart indbydende ud, men faktisk er haven et rent skatkammer, når det gælder smukt og helt gratis pynt til julens dekorationer.

I en gennemsnitlig dansk parcelhushave findes et godt udvalg af træer, stedsegrønne buske, sommerblomster og stauder. Og rigtig mange af dem kan bruges i julens dekorationer. 

Naturlige dekorationer

Louise Reintoft Svensson er blomsterbinder, og når hun skal julepynte i sit eget hjem, er det ikke med grankranse og røde sløjfer. Det skal være mere minimalistisk, og så må det meget gerne være naturligt.

– Man kan i princippet bare tage et kæmpe fad og fylde det med alt muligt tørret fra haven. Det giver en fin variation, og hvis det skal være mere traditionelt, er det jo nemt at supplere med et par kogler og måske et par klumper pudemos for at give lidt grønt, siger hun.

Læs også : Fæld selv juletræer – find en juletræsplantage nær dig

Tørre sommerblomster

Jo, det kan du godt finde ud af! 

De afblomstrede hortensiaer er et godt sted at starte. Klip forsigtigt blomsterstandene af, og lad dem tørre i vindues­karmen, indtil de skal bruges. Louise Reintoft Svensson understreger dog, at du skal være skarp på at plukke netop hortensia på det helt rigtige tidspunkt. 

– Mærk på dem. De må ikke nå at visne på planten, men skal være lidt læder­agtige, når man rører ved dem. Det kræver selvfølgelig, at vejret arter sig uden alt for meget regn, så blomsterne ikke bliver for våde og smattede, fortæller hun.

Læs også: Hortensia – blomsterbusken, der kan forvandle farve

Festligt glimmer

I din have har du sikkert allerede flere blomster med smukke frøstande, som er supernemme at indsamle og tørre. Det kunne være etårige sommerblomster som opiumvalmue, mamelukærme, morgenfrue og jomfru i det grønne eller stauder som mandstro, løvehale og judas­penge. Når du skal tørre frøstandene, er det vigtigt, at du opbevarer dem i en papirpose, så de ikke bliver ødelagt af fugt, inden du skal bruge dem.

Louise Reintoft Svensson foreslår, at du drysser lidt glimmer på din tørrede pynt fra haven, hvis det skal være ekstra festligt. Og det kræver heller ikke hverken dyrt udstyr eller særlige talenter.

– Vi bruger elefanthud (klar lak til blomsterbinding, red.), men du kan sagtens bruge hårlak. Det skal bare være noget, der klistrer lidt, så glimmeren sidder fast, fortæller hun.

Tænk utraditionelt

Sidste år havde Louise Reintoft Svensson ved indgangspartiet i familiens hus sat en stor vase med fyrregrene og et par lærkegrene. Helt enkelt, meget naturligt og rigtig julehyggeligt. Ud over fyr og lærk kan du også bruge for eksempel taks, ceder eller cypres i stedet for den traditionelle ædelgran, som man betaler dyrt for i butikkerne.

– Der er jo nåletræer i rigtig mange haver. Og hvis man ikke har dem selv, kan man altid spørge naboen pænt, om man må snuppe en gren eller to, ligesom man spørger, om man må tage en håndfuld æbler, siger Louise Reintoft Svensson.

Det handler i det hele taget om at tænke lidt utraditionelt. Da et stort æbletræ sidste efterår væltede i familiens have, så hun selv straks en masse muligheder:

– Jeg var lynhurtigt ude og klippe grene af. Så sidste år var vores adventskrans lavet af æblegrene, som jeg bandt om en halmkrans nærmest som et stort puslespil. 

Læs også: Se den store guide til årets julemarkeder 2020

Kranse og fade

Æble- og pæregrene egner sig fint til kranse, men du skal være opmærksom på, at de trækker sig lidt sammen, når de tørrer. Stedsegrønne planter som eksempelvis buksbom, laurbærkirsebær, kristtorn og efeu kan også sagtens bruges.

Selv hvis dine kreative evner ikke rækker til at binde en krans, kan du sagtens bruge havens grene til en smuk dekoration. Stammen og de store grene fra Louise
Reintoft Svenssons æbletræ gik nemlig heller ikke til spilde, for dem brugte hun i mindre stykker til en opstilling med husløg og nisser på en skænk.

Tørrede svampe

Prikken over i’et var et par tørrede korkhatte – de vifteformede svampe, der vokser på mange nåletræer.

I det hele taget mener blomsterbinderen, at vi er for forsigtige og traditionelle, når vi tænker adventskrans og juledekorationer.

– Det er så fint at have fade stående, som man fylder med lidt fyrregrene, buskbom eller andet stedsegrønt og sætter et stort lys i. Sværere behøver det altså ikke være, forsikrer blomsterbinderen.

Høst din have

Det finder du sikkert allerede i din (eller naboens) have:

–      Hortensia 

–      Buksbom

–      Laurbærkirsebær

–      Kristtorn

–      Efeu

–      Taks, tuja, fyr og andre nåletræer

–      Grankogler

Det kan du så og plante, så du har pynt til næste år:

Morgenstjernegræs

Prydgræs, der får de smukkeste stjerne­formede frøstande, som du kan bruge til dekorationer – både friske og tørrede. Det bliver 40-50 centimeter højt og trives stort set alle steder i haven.

Troldhassel

En juleklassiker, hvis krogede grene kan bruges til kranse og ophæng – eller bare på et fad med levende lys. Inden du planter en troldhassel, skal du dog tænke på, at busken kan blive op til tre meter høj, så den skal have god plads.

Morgenfrue, opiumvalmue, jomfru i det grønne og mamelukærme

Sommerblomster, som sås i foråret, pynter i haven hele sommeren og danner de flotteste frøstande efter blomstring. Hvis du lader nogle frø sidde tilbage i standene, får du med stor sandsynlighed selvsåede blomster året efter.

Pigeonæbler

De små, røde æbler er en anden juleklassiker, som kan bruges både i traditionelle og moderne dekorationer. Pigeonerne plukkes normalt i oktober og får først deres julerøde farve, når de efter høst har ligget i solen i et par uger.

Kartebolle

En høj og markant toårig plante, der fylder godt bagest i et bed og har lilla, stikkende blomsterstande, som er meget dekorative, også efter blomstring. Kartebolle er selvsående, men blomstrer først andet år, så det kræver to år at få en egentlig cyklus i gang – men den er det værd!     

 

Mest læste artikler