Indhold

Spiseligt i naturen

Naturens spisekammer

Strand og grøftekant leverer grønt til din salatskål meget tidligere end den dyrkede have. Brombær, æbler og mirabeller vokser mange steder langs stier og veje. Havet er fuld af fisk, skaldyr og tang. Det er gratis, lokalt og lækkert at samle direkte fra naturens spisekammer.

At samle vilde råvarer i naturen kaldes også at sanke eller at fouragere. Gennem de seneste år er flere og flere blevet nysgerrige efter at lære mere om naturens spisekammer. Hvor og hvad kan man sanke – og hvordan bruger man de høstede råvarer? Naturen i og omkring Aarhus bugner af lækkerier, så det er bare om at kaste sig ud i det.

Kom godt i gang med at sanke

Når du skal i gang med at samle og plukke i naturen, er det vigtigt at du begynder med noget, du allerede kender. I Aarhus er der masser af muligheder for at samle frugter og bær, som æbler, mirabeller, brombær og hyben. De fleste kan også genkende brændenælder, skvalderkål og mælkebøtter, men det er ikke os alle, der bruger dem i køkkenet. Og så er der alt det andet, som vi slet ikke kender nær så godt eller ved, hvad vi kan bruge til endnu.

En en række gode råd:

  • Lær nogle få planter/arter at kende ad gangen. Det er vigtigt at du er opmærksom på, om det, du vil samle, kan forveksles med noget, der ikke er spiseligt, så du er sikker på, du kommer hjem med de rigtige urter, planter, bær og frugter.
  • Hvis du er i tvivl, om en plante er spiselig, så lad den stå.
  • Forbered dig godt og tag gerne billeder og beskrivelser af det, du vil samle, med på sanketuren. Der findes en række gode bøger og opslagsværker om emnet, ligesom du kan finde meget information på nettet.
  • Når du sanker i naturen, må du ikke ødelægge planterne og deres rødder. Det er derfor en god ide at have en saks med, så du let kan klippe det af, du skal bruge, uden at beskadige planten.
  • Husk bokse og poser til at opbevare din høst i. Det er ofte en fordel med mange små bokse i stedet for en stor, så eksempelvis bær ikke bliver smattede.
  • De friske grønne blade holder sig bedst, hvis du har et fugtigt viskestykke med til at pakke dem ind i.
  • Lad altid noget stå tilbage til den næste.

Regler og etik når du sanker

Der er få og enkle regler, du skal følge, når du sanker i naturen.

Du må plukke og samle planter, svampe, bær, frugter og nødder til eget forbrug på offentlige arealer. Det blev vedtaget allerede i 1241 med Jyske Lov. Den gang blev det beskrevet sådan, at man må samle det, man kan have i sin hat. Det samme princip gælder i dag. En tommelfingerregel er, at på de offentlige arealer må du – til privat forbrug – samle det, du kan have i en lille pose. Det gælder dog ikke fredede og truede planter, buske og træer.

De samme regler gælder for privatejede arealer. Her må du dog kun plukke og samle det, du kan nå, fra offentligt tilgængelige veje og stier. Hvis du er i tvivl, så spørg ejeren.

På offentlige arealer må du ikke grave planter op med rod eller klippe grene af, med mindre træet er mere end 10 meter højt. På private områder skal du spørge ejeren om lov.

Du kan finde mere info om at færdes og samle i naturen på miljøstyrelsens hjemmeside.

For mere information om regler i naturen, se da naturstyrelsen hjemmeside.

Pas på naturen og tænk på den næste

Pas på naturen, når du færdes i den. Sank skånsomt, så planterne kan vokse videre og formere sig. Det er vigtigt, at du ikke hiver rødderne op, og at der er blomster tilbage til at sætte og sprede frø, så vi kan benytte os af naturens spisekammer e næste mange år.

Det er god skik at tænke på den næste. Lad altid frugt blive hængende til den næste, der kommer forbi – og til dyrene.

Havet

Der er ingen regler i forhold til at samle muslinger og krabber i havet. Dog er det god skik at sanke med måde og efterlade til den næste.

Tang er en makroalge, som ikke har rødder, men derimod er fasthæftet til hårde overflader. Det er vigtigt kun at samle de yderste og nyeste skud af makroalgen, så de kan leve videre og sætte endnu flere nye skud til den næste, som kommer for at samle.

Du skal have fiskekort, hvis du bruger fiskestang eller net. Det gælder både i salt- og ferskvand. Du kan ansøge om fiskekort på www.fiskekort.dk.

Hvad kan jeg sanke?

Når man sanker i naturen, følger man årets gang. I foråret er strandene et godt sted at finde tidlige grønne urter, mens du i sensommeren kan samle løs i buskadser og skovbryn. Her giver vi et lille indblik i, hvad du blandt andet kan finde i den aarhusianske natur i de forskellige sæsoner. Der er så meget lækkert at byde på, så det er bare om at komme i gang med at samle og bruge af naturens spisekammer.

De fleste kender de hvidløgs-duftende ramsløg fra Risskov, men løgkarse er et lige så spændende alternativ. Ved strandene kan du blandt andet finde strandbede, strandarve og strandmælde. En anden lækker forårsurt er skovbundens asparges også kaldet gederams. Gederams kan du blandt andet finde på Skæring Hede, og heden har godt af, at gederamsene fjernes. Derfor er du meget velkommen til at samle løs der.

Forårets grønne urter

De fleste kender de hvidløgs-duftende ramsløg fra Risskov, men løgkarse er et lige så spændende alternativ. Ved strandene kan du blandt andet finde strandbede, strandarve og strandmælde. En anden lækker forårsurt er skovbundens asparges også kaldet gederams. Gederams kan du blandt andet finde på Skæring Hede, og heden har godt af, at gederamsene fjernes. Derfor er du meget velkommen til at samle løs der.

Meget af det, vi opfatter som ukrudt, er også lækre spiseurter, når skuddene er unge og friske. Det gælder blandt andet brændenælder, skvalderkål og mælkebøtter.

Sommerens blomster og bær

Et af sommerens helt store hit er hyld, der blomster omkring juni-juli. Hyld kan du finde rigtig mange steder rundt i Aarhus, blandt andet i parkerne. Når hylden er afblomstret, kan du bruge mjødurt på samme måde som hyld. Mjødurt gror blandt andet langs åer, og du kan finde masser af dem langs Brabrandstien, som er en lang frugtplukkerrute med blandt andet mirabeller, brombær.

De fleste grønne urter er stadig gode hen over sommeren, og samtidig begynder frugter og bær at modne. Hindbær og jordbær er nogle af de første til at blive modne, derefter følger fuglekirsebær og mirabeller.

Sensommerens og efterårets bær og frugt

Der er flere offentlige æblelunde i Aarhus, hvor alle er velkomne til at plukke af frugten. Afhængig af æblesorten modner de fra slutningen af august og frem. Få et overblik over æblelunde i Aarhus.

Ved kysterne og flere steder inde i landet er der massevis af hyben. De modner omkring august og september. Ved kysterne finder du også havtorn med de smukke orange bær, der modner fra omkring september. Nordens citron kaldes bærrene på grund af deres syrlige smag.

Selv hvis frosten sætter ind, kan du stadig plukke både havtorn og slåen.

Efterårets svampe og nødder

Marselisborg Skovene og Lisbjerg Skov er et par af de gode svampesteder i Aarhus. Der er efterhånden mange svampejægere i Aarhus, så de kendte spisesvampe som karl johan og kantarel forsvinder hurtigt. Til gengæld er der rig mulighed for at finde mindre kendte spisesvampe som krystalstøvbolde og violet hekseringshat. Vi anbefaler, at du deltager i en guidet svampetur, før du tager af sted på egen hånd. Se kommende arrangementer.

Det er også i efteråret du skal samle nødder. Det gælder både gængse nødder, som hassel og valnødder, men også ægte kastanjer, agern og bog.

Havets spisekammer – også i vinterhalvåret

Havet er en ofte overset ressource. Tang, fisk og skaldyr er let tilgængeligt langs vores kyster, og havets spisekammer kan benyttes året rundt. Har du smagt strandkrabbestrandsnegle eller spist hjemmehøstede blåmuslinger?

Vil du høste muslinger, skal du være opmærksom på alger. En tommelfingerregel for indsamling af muslinger er, at perioden 16. oktober til 15. april er den sikre periode. Her er vandet normalt så koldt, at der ikke sker opblomstring af giftige alger. Samler man udenfor denne periode – eller er efteråret eller foråret meget varmt – bør man kontrollere, om der er giftige alger i vandet. Det gøres nemmest via fødevarestyrelsens hjemmeside.

Vær opmærksom på, at tang skal stå under vand, og at du ikke skal tage det med hjem til brug, hvis det ligger på stranden eller i vandkanten.

Voksne skal have fisketegn, hvis de bruger redskaber til at fange fisk og skaldyr.

Mere viden

Der findes en række gode bøger om at sanke, samle og tilberede vilde råvarer. Tag et smut forbi biblioteket og se det store udvalg. Der er også meget information at hente på nettet. På siden Vild Mad kan du blandt andet læse om sankelandskaber og om hvornår forskellige vilde råvarer er i sæson.

Vil du med på en guidet tur, inden du kaster dig afsted på egen hånd, så hold øje med kalenderen her på siden. I kalenderen finder du både Aarhus Kommunes egne arrangementer og andre inspirerende tilbud, som andre aktører står bag.

Frugter og bær i Aarhus

Der bliver i stadig stigende grad plantet frugttræer og bærbuske i parker, på legepladser og torve. Det er både os selv i Teknik og Miljø, der tænker i spiselighed, når vi vælger planter, men også borgergrupper, der tager skovlen i egen hånd og skabe grønne og spiselige mødesteder. Det er alt sammen noget, du som privatperson gerne må nyde, plukke og spise.

Mad med vilde råvarer

Når du bruger de friske råvarer direkte fra naturen, følger du helt naturligt årets gang. Ramsløgspesto hører foråret til, mens æblekage er en af efterårets glæder.

Naturen byder på mange forskellige råvarer året igennem, så der er masser af muligheder for at lave og nyde vild mad. Frugter og bær er dejlige at spise på gåturen, mens urter, svampe og fisk skal en tur hjem i gryden.

Du finder massevis af opskrifter her på siden, både vores egne og andres. Hvis du selv laver opskrifter med naturens råvarer, som du gerne vil dele med andre, er du meget velkommende til at sende dem til smag@aarhus.dk, så lægger vi dem her på siden.

Du kan også finde et væld af opskrifter ved at søge på nettet. Blandt andet er der lækre opskrifter på hjemmesiden Vild Mad, i Naturstyrelsens naturkogebog og på Skoven i Skolen.

Der er en række kogebøger og guides til både at sanke og tilberede vilde råvarer, så tag en tur på biblioteket og lad dig inspirere.

Forurening i bynaturen

Både når man dyrker og høster i byen, skal man være opmærksom på forurening af jord og luft. Men der er ingen grund til at gå i panik. Tænk på det sådan, at det der forurener luften, også er det, du indånder, når du bor og færdes i byen.

Du kommer rigtig langt med sund fornuft og et par simple forholdsregler:

  • Høst ikke tæt på trafikeret vej, min. 5 meters afstand til trafikeret vej er en god tommelfingerregel
  • Skræl rodfrugter
  • Skyl frugt, grønt og bær
  • Dyrk jordbær, krydderurter og bladgrønt, som spinat og salat, i ren jord

I en rapport fra 2013 fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet, vurderes det at: ”det mindst er 1000 gange farligere at indånde luften i byen sammenlignet med kræftrisikoen ved at spise grønt-sager dyrket i moderat forurenet jord”.

Luftforurening

Luftforurening er overalt i byer, men det trænger ikke ind i frugter og grønt. Du kan derfor vaske dine frugter og grøntsager rene. Du skal dog være opmærksom på, at bladgrønt og bær, der har store eller ru overflader, kan være svære at vaske helt rene. Det gælder eksempelvis hindbær, jordbær, grønkål, spinat, salat og urter, både de vilde urter og de dyrkede.

Let forurenet byjord

Jord i byen er som udgangspunkt klassificeret som let forurenet. Igen er der ingen grund til panik, og det er ikke nødvendigt at udskifte let forurenet byjord. Du kan sagtens dyrke i det, ligesom rigtig mange mennesker gør i deres private haver. Du skal blot skrælle rodfrugter og skylle dine grøntsager. Dog anbefaler vi, at du dyrker jordbær, krydderurter og bladgrønt i ren jord, evt. i et højbed.

Hvis du vil vide mere om jorden, hvor du bor, kan du kigge på Aarhus kommunes hjemmeside.